Madkultur
Sicilien leverer alle de fødevarer, vi forbinder med Middelhavets lande, men næppe noget sted i så høj kvalitet. Den stærke sol og stolte håndværkstraditioner giver olivenolie, tomater, auberginer og appelsiner i en klasse helt for sig selv. Dertil kommer flotte vine, forrygende oste og et fantastisk udvalg af havets frugter.
De sicilianske fødevarer har generelt en kvalitet, som man næppe finder mage til noget sted i verden. Den vil enhver besøgende, som har gået tæt uden for turisternes nedtrådte stier, skrive under på.
Man ved næsten ikke, hvor man skal begynde eller ende, for ligegyldigt, om du nyder en fiskeret, spiser en solmoden tomat, slubrer en blodrød appelsin i dig eller hælder en frugtagtig olivenolie ud over et stykke durumbrød, ja, så er nydelsen af en helt anden karakter, end vi normalt er vant til fra Danmark.
De dårlige sider ved den moderne industrialisering har ikke slået det sicilianske krav om høj fødevarekvalitet ihjel. En overgang gik det tilbage med vinen, men de senere år har Sicilien markeret sig som det sted på det europæiske landkort, hvor vinkvaliteten er i stærkest fremgang.
"Specialimente in Sicilia", siger de stolte øboere, "typisk siciliansk". Og med rette: Sicilianske fødevarer smager af mere og er en større oplevelse, end hvad vi nordboere desværre har vænnet os til.
|


Der er saft og kraft i frugterne på Sicilien.



14 forskellige tomatsorter dyrkes på den solrige ø.

|



|