|
734 til 212 f.Kr.: Grækerne
Grækerne havde allerede fået fodfæste i Toscana og omkring Napoli, da den første bosættelse på Sicilien fandt sted. Græske folkegrupper med behov for ny landbrugsjord drog med militærmagt ud i verden og erobrede. Omkring år 800 var Sicilien ikke længere blot en handelsplads, men på vej til at blive en del af Megara Hellas, Storgrækenland.
Betegnelsen Hellas eller grækere er dog noget af en tilsnigelse. I virkeligheden var der tale om forskellige bystater, der nærmest konkurrerede med hinanden om at erobre nyt land. I den forbindelse blev der indgået forskellige krigsalliancer, og selv fønikerne fra Kartago, kartaginienserne, kunne bruges, når der skulle skaffes forstærkninger.
Når man sætter begyndelsen af den græske periode på Sicilien til 734, er det, fordi at netop dette år blev det første område på østkysten indtaget. Grækerne kaldte det Naxos, for det var naxianerne fra det græske øhav, som først satte foden under eget siciliansk bord.
I nutiden er Naxos et kendt feriesteder, men for 2700 år siden var det en udsat koloni og målet for det oprindelige folkeslag sekilernes voldsomme forsvarsangreb. En anden berømt bystat fra de første kolonisationsår er Ortigia, en ø ud for den by, Syrakus, der senere skulle blive en græsk hovedby i det centrale Middelhav. Ved denne erobring var det korinterne fra Peloponnes, som førte sværdet.
Da de første bystater var etableret, fortsatte den græske ekspansion vestover. Det skete blandt andet ved at anlægge satellit-bystater som Selinus (i dag Selinunte) og Akragas (Agrigento) - begge steder er i dag turistmagneter (af god grund), hvor man finder fantastiske efterladenskaber i form af templer, teatre osv.
Måske var det fønikerne, som introducerede vin og oliven til Sicilien, men det var grækerne, som forfinede landbruget og udvidede det med en intensiv dyrkning af hvede. Sicilien kom under plov, efter at de tidligere så udbredte fyrretræsskove var blevet ryddet. Tømmeret blev brugt til huse, brænde og skibsbygning. Prisen for denne rydning var mange andre steder langs Middelhavet voldsom erosion og udvaskning af muldlagene - sådan som det for eksempel ses i det græske øhav. Men Siciliens vulkanske, lerholdige jord var mere robust. Romerne kaldte Sicilien for sit kornkammer, og endnu den dag i dag, er den frugtbare jord bevaret.
Grækerne tog deres sprog med til Sicilien, og helt frem til middelalderen blev der talt græsk mange steder på Sicilien. Er sproget væk, så står mange af de kulturelle monumenter stadig. Her er blandt andet byen Syrakus et besøg værd. I det sjette og det femte århundrede f.kr. blev den sydøstlige stad grækernes hovedby på øen - en mastodont-hovedstad efter datidens målestok med op imod 1 million indbyggere. Nogle af antikkens vigtigste filosofiske og litterære værker er skabt her. Platon skrev bl.a. hovedværkerne Symposion og Sokrates´ forsvarstale, Sappho skrev elskovsdigte, Aiskylos fik førsteopført flere af sine teaterstykker her, og matematikeren Archimedes kunne kalde Syrakus for sin fødeby.
Teatret står endnu og kan besøges i den nordvestlige del af byen, hvor også en række andre fornemme græske og romerske bygningsruiner er samlet i fantastiske omgivelser med kæmpe begravelseshuler og en bjergtagende udsigt ud over Syrakus-bugten. Overalt på Sicilien finder man mere eller mindre velbevarede rester af disse amfiteatre. Flere af teatrene, blandt andet i Segesta, Syrakus og Taormina, bruges stadig til teaterfestivaler.
Man kan uden overdrivelse hævde, at de hellenske bygningsværker på Sicilien i både størrelse og pragt overgik mange af det græske moderlands templer, byer og teatre. Et væld af steder på øen vidner om denne blomstrende periode - eksempelvis de fantastiske tempelruiner i Selinunte, Segesta og Agrigento.
I 212 faldt Syrakus til det ekspanderende romerske rige. Det betød dog ikke afslutningen på den hellenske kultur. Det romerske rige er ofte beskrevet som et tvillingerige, hvor den græske kultur spiller en afgørende rolle. Men ligeså afgørende er den indflydelse grækerne havde på stats- og demokratiopfattelsen. Grækerne lagde fundamentet for det retssystem, romerne og senere alle andre frie europæiske stater opbyggede. Selv om mange af de sicilianske bystater havde krigstyrraner som øverste myndighed, etablerede de også de juridiske og demokratiske institutioner, som man kender fra bystaterne på det græske fastland, for eksempel i Athen. Denne struktur blev mere eller mindre overtaget af romerne.
Romerne havde respekt for grækerne, som de anså som ligemænd i viden og dannelse. Så overgangen fra græsk til romersk dominans på Sicilien var en glidende foreteelse. For eksempel var romernes latinske sprog flere hundrede år om at få fodfæste på øen.
Beundringen var ikke taget ud af luften - i hvert fald ikke hvis man så Sicilien med udgangspunkt i millionbyen Syrakus. Den berømte antikke filosof Platon besøgte bystaten i 388, og han anså den for at være det perfekte udgangspunkt for hans tænkte idealsamfund, Utopia. Byens arkitektur, regeringsform og borgernes rettigheder - dette var spejlbilleder af de på det tidspunkt blomstrende bystater Athen og Korinth.
Man kan uden videre hævde, at grækerne betød mere for Sicilien end romerne, selv om man i dag fejlagtigt opfatter Sicilien som en naturlig del af Italien. Romerne fik magten, men de byggede blot på det, grækerne havde skabt. Romerne overtog blot de græske bystater og skabte ingen nye, betydende bebyggelser. Ikke mange romere flyttede til Sicilien, der indtil arabernes komme var domineret af græske efterkommere. Alligevel står Syrakus´ fald til romerne som indgangen til en ny tid, hvor Sicilien siger farvel til sine øst-mediterrane rødder. Det første nye herrefolk kommer nordfra.
|
|
|
