550 til 827: Byzantinerne
Det kristne gennembrud
Da romerriget gik i opløsning og blev opslittet i et østligt (byzantinsk) og et vestligt rige gennemgik sicilianerne en urolig periode med skiftende herskere - herunder hærgende germanske stammer. Men i 550 havde byzantinerne under kejser Justinian I efter en voldsom krig mod ostrogoterne sat sig på både den italienske halvø og Sicilien.
Sicilien blev en lille del af det byzantinske rige, som med hovedstad i Konstantinopel (i dag Istanbul) skulle komme til at eksistere i endnu næsten tusind år. Men Sicilien fik byzantinerne kun til låns i godt 250 år.
Kristendommen blev indført ved dekret. På det punkt var kejser Justinian nærmest ekstrem - også i samtidens øjne. Østkirkens kirketraditioner præger endnu i dag det religiøse liv på øen. Periodens overvældende glasmosaikker kan opleves blandt andet i domkirken i Monreale og i Capella Palatina i Palermo. Igen er der tale om verdens nok ypperste og mest omfattende kunstværker af sin art - søjler, vægge, lofter og nicher, der luer "mystisk" i dybe farver på baggrund af guld.
Den byzantinske kultur var præget af sit græske udgangspunkt - igen blev græsk statens sprog på Sicilien. Men dette østromerske kejserrige var som Sicilien selv en smeltedigel af forskellige kulturer: græsk, romersk, vestasiatisk og slavisk. Under byzantinerne udviklede kirkebyggeriet sig, men også finere kunstarter som juveler-kunsthåndværk og silkevævning blomstrede, ligesom skønlitteratur og historisk litteratur vandt indpas.
Det juridiske system og skattesystemet var byzantinernes adelsmærke (det mærkede sicilianerne på både godt og ondt), men den byzantinske periode ses i dag i et positivt lys: der var fredeligt oven på uroen efter det vestromerske riges opløsning, og velstanden var relativ høj.
Selv om Syrakus en kort overgang omkring 660 under den despotiske kejser Constans blev hævet op som det byzantinske riges administrative centrum, var sandheden imidlertid, at Sicilien befandt sig i udkanten af riget, og at det i længden var for besværligt og omkostningstungt at forsvare øen mod de stadigt hyppigere angreb fra pirater - og snart også fra arabiske hære. Omkring år 700 indtog arabere øen Pantellaria sydvest for Sicilien, og kun på grund af indbyrdes stridigheder mellem araberne forblev Sicilien byzantinsk i denne omgang. Men fredstraktater oven på angrebet førte til, at arabiske købmænd fik lov til at slå sig ned i de sicilianske havne. Det monarkiske Konstantinopel var ved at slippe taget i Sicilien.
|
|
|
