827 til 1060: Araberne
Skønhed og tyranni.
Det svækkede byzantinske rige mister Sicilien i 827, da den byzantinske kejser udsteder arrestordre på Siciliens guvernør Euphemius. Det fører til en revolte, hvor Euphemius udnævner sig selv til kejser over øen - med hjælp fra den tunesiske emir Aghlabid. Titusind soldater gik i land ved Mazara på det sydlige Sicilien og indledte derved den arabisk-muslimske periode på øen.
Efter tre års kamp mod byzantinerne nåede muslimerne frem til Palermo, som blev gjort til øens hovedstad. Erobringen var en langvarig affære. Vi skal helt frem til 965, før den arabiske invasion når frem til Messina-strædet. Vendpunktet var dog erobringen af den gamle hovedstad Syrakus i 878, hvor de arabiske styrker nådesløst udførte en sand massakre og plyndrede byen, som stadig var en af de smukkeste og rigeste i hele middelhaveregionen.
Hvad Syrakus tabte, vandt Palermo, som udviklede sig til en af den datidige verdens største byer med overvældende haver og imponerende moskeer. En samtidig kilde taler om, at Palermo kun overgås af Cordoba i skønhed - Cordoba var arabernes hovedby i det sydlige Spanien. I Palermo, som nu hed Bal´harm, var bydelen Al-Khalesa det administrative centrum. Bydelen har endnu i 2007 sit arabiske navn, blot lidt ændret: Kalsa. Hele Palermo nåede på toppen af den arabiske periode et indbyggertal på 200.000, anslås det.
Muslimerne, hvoraf mange var berbere, effektiviserede landbruget, indførte nye citrus- og appelsinarter, dyrkede ris, sukkerør og bomuld, etablerede minedrift, og skabte den udvinding af salt, som endnu i dag er en væsentlig indtægtskilde for det vestlige Sicilien.
Araberne satte præg på øens stednavne - og det daglige sprog, hvor flere arabiske ord stadig indgår. Alle, som har besøgt øen, ved, at araberne også tilførte det sicilianske køkken en helt særlig smag og duft, som man ikke finder andre steder i det nuværende Italien. Ved slutningen af den arabiske periode talte halvdelen af befolkningen arabisk, mens græsk og den lokale version af latin holdt stand blandt henholdsvis den rige og intellektuelle kristne og den landlige befolkning.
Det arabisk-muslimske samfund var forholdsvis tolerant over for andre religioner. Især jøder og kristne kunne stort set uden problemer praktisere deres tro, selv om der var en række fordele ved at være araber i den offentlige administration. Blandt andet derfor konverterede mange kristne til den muslimske tro, og omkring 1050 var halvdelen af øens befolkning muslimer. Muslimerne tillod ikke nybygninger af kirker og synagoger, og domkirken i Palermo blev omdannet til muslimsk moske.
Den arabiske tid var økonomisk set særdeles positiv for øen, hvilket ikke gik ubemærket hen andre steder i Europa. Uddannelsesniveauet var højt - der var færre analfabeter end i slutningen af 1800-tallet! I løbet af 1000-tallet blev der gjort flere forsøg på at indtage Middelhavets perle. Germanske stammer stod for udførelsen, men de var solidt støttet af kræfter i Rom, der gerne så, at det muslimske brohoved midt i Middelhavet blev omdannet til et kristent samfund.
I 1060 sætter en normannisk hær over ved Messina-strædet, og året efter falder Messina. Det er begyndelsen til enden for arabernes magt over Sicilien. De muslimske indvandrere - arabere, berbere, persere og andre folkeslag - blev dog boende på øen og omfatter genetisk set en ikke ubetydelig del af den nuværende sicilianske befolkning.
|
|
|
