1060 til 1194: Normannerne
Tolerance og samarbejde.
Med krigerkongen Roger i spidsen falder den nordøstligste del af Sicilien til normannerne i årene 1060-1061. Roger har støtte fra rom og foretager sin invasion under støtte af at ville rense øen for vantro arabere. I 1072 er hele Sicilien under normannisk overherredømme og omdannes til et monarki med hovedsæde i Palermo under kong Roger I.
Normannerne jager på ingen måde araberne på porten. For det første benytter de uenighed blandt araberne til at nå de militære mål (invasionen skete efter "ønske" fra emiren af Palermo), for det andet får det arabiske embedsmandsværk lov til at fortsætte. Begrundelsen for begge dele er, at normannerne er ret fåtallige, og at det ikke er realistisk at flytte adskillige tusinde germanere ned til Sicilien.
Kong Roger og hans hær er efterkommere til de normannere - det vil sige nordboere eller vikinger - som havde erobret Normandiet. Men Roger, søn af den normanniske godsejer Tancred af Hauteville (Højby) var hverken rå eller udannet. Han havde store evner som statsbygger. Selv om han var kommet til Sicilien som korsfarer, gav han trodsfrihed til alle i sit rige. Da han døde i 1101, kunne han overlade et velorganiseret og respekteret rige til søn, Roger II.
Også sønnen regerede med klogskab, holdt fjender borte, beskyttede den eksisterende kunst og kultur. Alle bekendtgørelser blev skrevet på de tre sprog - fransk, græsk og arabisk - og han holdt i bedste arabiske stil harem. Under Roger II voksede kongeriget og kom til at omfatte den sydlige del af Italien, Malta og dele af Nordafrika.
Under de følgende konger, William den Onde og William den Onde, styrkede kirken sin magt, og bispesædet i Palermo blev udvidet med endnu et bispesæde - i Monreale kun 10 kilometer uden for byen. Riget begyndte at smuldre, mens William den Onde forfulgte muslimerne, og William den Gode var handlingslammet. Han døde barnløs i 1189, og så opstod der en konstitutionel krise, som først blev løst, da en slægtning fra det tyske Hohenstaufen-hus, Henrik 6., satte sig på kongetronen i Palermo.
Den normanniske periode var kort, men satte alligevel enkelte tydelige spor på Sicilien. I den mere kuriøse afdeling hævder sicilianerne i dag, at der er langt flere lys- og rødhårede mennesker på øen end i resten af Italien. Og sandt er det, at når man bevæger sig rundt i Palermo møder man usædvanlig mange lyshårede mænd og kvinder, der ligeså godt kunne være født i Kalundborg eller Lemvig. Også når man ser bort fra alle de kvinder, der i tidens stil farver deres hår lyst.
Det mest iøjnefaldende spor efter normannerne finder man i nutiden i Palazzo dei Normanni, normannerpaladset, i Palermo. Faktiske blev det kæmpestore slot grundlagt af en arabisk emir, men Roger II udvidede det og gjorde det til sit kongeslot - og meget af det oprindeligt normanniske kan i dag genfindes blandt senere tiders ombygninger og tilføjelser. Med normannerne indledes også den romanske byggekunst - rundbuestilen, som for eksempel opleves i domkirken i Cefalù.
|
|
|
