1194 til 1265: Hohenstauferne
En stærk hånd til hele øen.
Den tysk-romerske kejserfamilie sætter sig på Siciliens trone i 1194, fordi kronpris Henrik af Hohenstaufen bliver gift med den normanniske kong Roger II´s datter, Constance. Det blev starten på en kort, blodig periode med adskillige revolter, men under kong Frederik II, som herskede lige fra Holsten til Malta, kom Sicilien under en fast hånd, som forandrede meget.
Frederik Roger, som han blev døbt, var søn af Henrik og Constance. Kun fire år gammel blev han hersker over Sicilien, men som lille skete det med paven i Rom som formynder. Så reelt var Hohenstaufer-perioden også en forstærkning af den romerske indflydelse. Drengen voksede op i Palermo, og i 1220 kronedes han som tysk-romersk kejser samt konge over Sicilien (hele Syditalien) under navnet Frederik II.
Trods barndommens formynderskab satte han sig ofte op imod pavestyret i Rom og førte sin egen faste politik, som fik sat en stopper for blandt andet de jævnlige muslimske revolter. Han respekterede de forskellige folkeslag og kulturer, ligesom han interesserede sig for antikken, videnskab og ornitologi. Frederik døde i 1250 og er begravet i Palermos domkirke ved siden af de store normanner-fyrster.
Kirkens magt blev båndlagt, og militært blev Sicilien styrket gennem blandt andet en række borgbyggerier i Milazzo, Syrakus (Siracusa), Augusta og Catania. Et oprør i Messina mod den centraliserede styring blev slået ned med hård hånd. De stærke feudale godsejere på Sicilien brød sig ikke om den stærke konge i Palermo, men deres position blev dog ikke svækket i perioden. Det siger næsten sig selv, at denne solide stat måtte falde fra hinanden, når dens hoved faldt bort Det skete i 1250, og Sicilien befandt sig på ny i et magtvakuum med uro og usikkerhed.
Kulturelt og socialt førte perioden under Frederik II til store forandringer. Den muslimske kultur og resterne af byzantinsk indflydelse forsvandt. Nogle muslimer blev fordrevet, andre overgik til den katolske tro. Det arabiske sprog forsvandt forbløffende hurtigt, og i grove træk kan man tale om en voldsom latinisering af Sicilien.
Kulturelt bevæger vi os ind i middelalderen, og den typiske middelalder-sonet anses for at være født ved Frederik II´s hof, ligesom det spidsbuede, romanske vindue delt af en søjle blev udviklet og forfinet i denne såkaldte svabiske periode.
Frederik II er den sidste hersker over Sicilien, som bor på øen, og fra nu af mister Sicilien betydning som magtcentrum i Europa og ved Middelhavet. Efter Frederiks død overgår magten til hans søn Manfred, som blev dræbt i 1265 på det italienske fastland i en krig mod en fransk hær. Sicilien er fra nu af en kastebold mellem stærke europæiske interesser og magter, en situation øen har måttet vænne sig til lige, indtil det sicilianske selvstyre i midten af forrige århundrede giver noget af magten tilbage til øens beboere.
|
|
|
