1265 til 1282: Franskmændene
Kort overgang mod nye tider
Pavestolen var træt af de opsætsige normanniske og tyske regenter på Sicilien. I første omgang blev øen bortauktioneret til en engelsk prins, men i 1268 indsættes den franske konges bror, Karl af Anjou, som konge. Han boede selv i Napoli og lod Sicilien styre af brutale statholdere.
For at betale for krigsomkostningerne ved at kaste Hohenstauferne ud af det sicilianske rige plyndrede Karl af Anjou selve øen. Plyndringen havde karakter af et hævntogt, og franskmændene blev både frygtede og hadede i den sicilianske befolkning.
Den franske periode var kort, men kulturelt er der tale om en vigtig overgangstid. Vi er nu på vej ind i gotikken, og i kirkerne viser den romanske periodes afslutning sig ved, at rundbuevinduerne afløses af spidsbuevinduer. Tagkonstruktionerne kendes på de mange krydshvælvinger og ribber. Jesu-fremstillingerne betoner nu Kristi lidelse mere end nogensinde. Under franskmændene forfines denne stilretning, selv om netop gotikken aldrig slog særlig stærkt igennem hverken i Italien eller på Sicilien.
På det politiske plan var der til gengæld stor uro. I 1282 var målet fuldt. Sicilianerne var trætte af den franske brutalitet. De gjorde oprør og truede med at myrde alle franskmænd på øen. Oprøret går under navnet "den sicilianske vesper". Den opsigtsvækkende begivenhed tog sin begyndelse, da kirkeklokkerne ringende til aftenandagt - vesper - påskemandag. En fransk politisoldat fornærmede en ung siciliansk kvinde i kirken Santo Spirito, og så brød det ulmende oprør løs. Alle franskmænd, der ikke kunne udtale ordet Cicero korrekt, blev dræbt. Karl af Anjous støtter flygtede i hast fra Sicilien. Sicilianerne havde fået hævn, men heller ikke mere.
Karl af Anjou kunne ikke finde folk til at generobre Sicilien, og så opstod der på ny et magtvakuum. Efter Karls død i 1302 blev der sluttet fred, og Sicilien blev nu lagt ind under Aragonien. Mere end fem århundredes spansk herredømme stod for døren.
|
|
|
