|
1302 til 1860: Spanierne
Isolation og svimlende barok
Efter folkeoprøret "den sicilianske vesper" var franskmændenes position på Sicilien meget svag, og det udnyttede en lokal gruppe af adelige til at erobre magten. For at fastholde den inviterede de kong Peter (Pedro) af Aragonien til at gå i land på det vestlige Sicilien et halvt år efter oprørets begyndelse. Hermed indledtes 500 år under spansk overherredømme.
Der opstod voldsomme kampe mellem franskmændene og aragonerne, men de fleste af disse kampe blev udkæmpet til søs eller på spansk jord. For sicilianerne var en urolig periode slut. Nu skulle man vænne sig til den nye hersker, som indsatte sin søn Frederik (Federigo) som vicekonge over Sicilien. Han var på mødrene side af normannerslægt, men den spanske periode blev ikke så lykkelig, som den tidligere normanske havde været.
Tvært imod var konsekvensen, at Sicilien mistede forbindelsen til den italiske halvø og derved udviklingen i europæiske kultur. Renæssancen nye tanker og ideer fløj forbi Sicilien uden at have nogen nævneværdig betydning, og det feudale system blev bevaret stort set uændret, hvilket fastholdt øen i et forældet økonomisk system. De priviligerede klasser led ingen nød - dertil var Sicilien for frugtbart og generøst - men mange sicilianere levede i fattigdom.
De mange vicekonger gennem 500 år boede aldrig på øen - og besøgte den sjældent. Det skabte en svag infrastruktur, der gav frit spil for korruption og vennetjenester til gavn for en smal godsejerklasse, som sad på langt størstedelen af landområderne. Det betød, at der ikke som andre steder i Europa udviklede sig en kulturbærende middelklasse, men at befolkningen var splittet i to meget ulige dele: en lille og meget velhavende, adelig overklasse og en stor underklasse af småbønder, livegne og håndværkere. Det er en ikke ubetydelig forklaring på de dårligdomme, Sicilien har måttet lide under i moderne tid, vurderer samfundsanalytikere og historikere Eksempelvis bredte analfabetismen sig under det spanske regime, og så sent som i 1870 kunne kun mellem 15 og 20 procent af befolkningen læse.
Under spanierne voksede den katolske kirkes indflydelse. Politik og religion smeltede nærmest sammen, og under inkvisitionen gav det sig ofte groteske udtryk, hvor eksempelvis en strid om ejendom kunne udvikle sig til, at den af de to parter, som havde svagest forbindelse til kirken, endte med at blive anklaget og dømt for kætteri. Et stort jødisk samfund forsvandt i 1490´erne, fordi kirken forlangte, at de omvendte sig til kristendommen, og den store albanske emigrantgruppe i Middelalderen måtte konvertere fra den ortodokse til den katolske kristne retning.
Ved slutningen af den spanske periode var den katolske kirke øens største jordbesidder - med større ejendomme end den spanske krone eller de mest indflydelsesrige familier. Samtidig udviklede isolerede banditgrupper på den indre af øen sig til en mere organiseret form for kriminalitet, som senere fik betegnelsen mafia.
Helt mørk var den spanske periode dog ikke. Den stærke katolske kirke rejste utallige nye kirkebygninger på øen, ligesom de privilegerede familier opførte en lang række nye paladser. I begyndelsen blev der bygget i renæssancegotisk stil, men barokken vandt indpas og blomstrede mere i siciliansk arkitektur end måske noget andet sted i Europa. Startskuddet kom i form af en voldsom naturbegivenhed. I 1693 lagde et kolossalt jordskælv det meste af Catania og hele Noto, Raguso, Avola og Modica på det sydøstlige Sicilien. 5 procent af Siciliens befolkning omkom på få øjeblikke.
Med i opbygningen var arkitekter, som på dette tidspunkt var stærkt inspirerede af den romanske og spanske barok, og som ville opbygge hele byer, som skulle være til glæde og nydelse for deres indbyggere. De skabte byer og gader med huse fyldt af pyntende detaljer i form af dekorerede balkoner, figurer, cirkler, søjler, kunstigt løv, dyr, fabeldyr osv. - alt sammen i en voldsomt dekoreret og gavmild stil. Huse blev formet, så de kunne ses fra nye overraskende vinkler, blot man flyttede sig lidt, de havde ofte fremhævede midterpartier, og i byplanen blev der skabt pludselig åbninger i gaden ned mod for eksempel havet. Også den sirlige, pyntede havestil med snoede, labyrintiske gange vinder frem i denne periode.
Barokken er mest dominerende i det jordskælvsramte sydøst. Her er ikke mindst Noto et besøg værd. I 1615 havde den venetianske arkitekt Vincenzo Scamotti skrevet værket Dell´idea dell´ architettura, som udpensler en arkitektonisk idealby efter, hvad vi i dag ville kalde barokke principper. Værket beskrev placeringen af gader, kirkerne, hovedtorvet osv., og Noto blev et nærmest fuldstændigt spejlbillede af arkitektens forestilling. Byen krydses fra vest mod øst af en stor "corso", hovedgade. Gaden arbrydes midtpå af en stor plads - ligesom der ligger småpladser jævnt fordelt i længderetningen. Bygningerne på corsoen udstråler en bemærkelsesværdig ro og elegance, mens barokarkitekternes interesse for hver eneste harmoniske detalje understreges af kirkernes og paladsernes varme, gyldne sten.
I nordvest, for eksempel Palermo, finder man også mange barokke træk, men her kommer stilretningen til udtryk i kirkeudsmykningen, for eksempel altertavler, eller på enkeltbygninger i byens "pæne" gader. Palermo har slet ikke en barok byarkitektur som for eksempel Noto eller dele af Catania. Byplanen i den indre by er stadig den arabiske. Og kommer længere vestpå - til byen Trápani - er der endnu længere mellem de oprindelige barokke stiltræk. Men stilarten holdt ved helt frem til moderne tid. Nygotisk og nyklassisk stil blev anset for at være reformatorisk og fremmedartet. Sicilien var i sin isolation så at sige havnet i en tidslomme.
Først omkring 1700, hvor Sicilien for en kort periode kommer ind under den østrigske krone som et led i en fredstraktat og efter fire år igen kom under spansk herredømme, trak frisk luft ind over øen. Administrationen blev fornyet, og skattesystemet blev ændret, så også sicilianerne fik glæde af indtægterne, ligesom mange af adelens og kirkens privilegier blev fjernet. Oplysningstiden og den franske revolutions ideer blev dig holdt langt væk fra Sicilien.
For landarbejderne skete de største forbedringer under Napoleon. I forbindelse med den franske besættelse fra 1799 til 1815 kom Joachim Murat til magten, og i en kort periode kom der gang i de tiltrængte jordreformer og i vejbyggeriet. I 1815 vendte den spanske kongelinie til magten omend uden spansk støtte. Den største forandring var afskaffelsen af feudalsystemet i Kongeriget Napoli, som snart skiftede navn til Begge Sicilier. Men dette var den sidste hilsen fra en periode, der havde forandret øen fra at være Middelhavets perle og kulturelle centrum til en glemt og afsondret provins i Europa. De moderne tider bankede på døren - og de var udklædt som en rødskjortet frihedskæmper fra Genova, den italienske nationalhelt Giuseppe Garibaldi.
Den spanske periode sluttede med Kong Ferdinand II´s bombardement af Messina og indsættelse af tropper i blandt andet Palermo. Sicilianerne var igen i oprørsstemning, og denne gang skulle der for alvor komme en forandring ud af det.
|
|
|
