|
1860-: Moderne tid
Oprør, krige og voldsomme forandringer
Det "moderne gennembrud" på Sicilien skete med ét slag, da frihedskæmperen Giuseppe Garibaldi gik i land i Marsala på sydkysten med sine 1000 frivillige frihedskæmpere - udskibet fra Genova. Målet var at befri hele Italien fra det spansk-bourbonske regime. Det blev begyndelsen til det moderne Italien, men på Sicilien også til en periode med opvågnen og voldsomme forandringer.
Garibaldi nedkæmpede med hjælp af mange utilfredse sicilianere al modstand fra bourbonnerne i løbet af kort tid og sejlede over til det italienske fastland med sin hær. Få måneder senere kunne han overrække Sardiniens konge, Vittorrio Emanuele, et samlet Italien nærmest som på en sølvbakke. I 1870 var hele Italien samlet.
Sicilien fik nu en vis selvbestemmelsesret, og kulturelt blev der lukket op for den moderne europæiske kultur, som for længst var kommet til Norditalien og Rom. Men for den brede befolkning på Sicilien var livet stadig fattigt, og uddannelsesniveauet meget lavt eller ikke-eksisterende. En revolte blandt sicilianske småbønder blev slået ned med hård hånd og trods gradvise forbedringer i årtierne omkring århundredeskiftet kunne det ikke forhindres, at mange sicilianerne drømte om en ny og bedre tilværelse. Halvanden million sicilianere emigrerede i årene før første verdenskrig til Amerika - mange af disse var blevet hjemløse i et knusende jordskælv i 1908 ved Messina, hvor 80.0000 mennesker mistede livet.
I 1912 gik Italien som en forløber til første verdenskrig ind i Libyen. Mussolini kom til magten i Rom, og han gav Cesare Mori frie hænder ti at løse mafia-problemet på Sicilien. En god sag skulle man mene, men de tusinder af arrestationer af mere eller mindre hårdkogte mafiosi skubbede blot disse endnu længere ind i deres lukkede broderskab og førte i sidste ende til det modsatte af det ønskede resultat.
Mussolini ville gøre Italien selvforsynende med korn, og Sicilien blev udpeget til producenten. Det gav gode indtægter til øens landbrug, men førte også til en mere ensrettet dyrkningskultur og til udpining og erosion.
Mussolini-periodens ikke længe efter de allierede troppers invasion af Sicilien under anden verdenskrig i juli 1943. Den amerikanske general Patton gik i land ved Gela, mens britiske Montgomerys tropper sendte sine tropper ind i området ved Pachino længere østpå. I alt stod der 160.000 soldater på Sicilien i sommeren det år - den største hær, man nogensinde havde set på denne ø, som ellers ikke var uvant med krige og konflikter. De større sicilianske byer led under bombardementer. Ruinerne ses den dag i dag i Palermo, men værst ramt var Messina, som først blev indtaget den 18. august.
Fascisternes fald førte en overgang til nærmest anarkiagtige tilstande på Sicilien, hvor forskellige interesser sloges om magten - både bag kulissen og korporligt. Separatister, der ønskede Sicilien løsrevet fra Italien kæmpede ikke forgæves, for i 1946 fik øen selvstyre i stil med det, som man i dag har på Færøerne - dvs. med eget parlament og egen regeringsleder, men stadig som en dal af den italienske republik, som blev genetableret efter krigen.
Italiens efterkrigstid blev præget af to partier, kommunisterne og de kristne demokrater. Det sidste parti havde en tredjedel af sine medlemmer på Sicilien, som trods fattigdom og manglende udvikling generelt frygtede en kommunistisk magtovertagelse. Siciliens industrielle udvikling har været svag, men der findes i dag store olieraffinaderier i Augusta-bugten nord for Syrakus. De opstod i forbindelse med fund af olie i Ragusa og Gela i 1950´erne.
Landbruget har beholdt sin væsentlige position på øen. Oliven og citrusfrugter fås næppe i højere kvalitet noget sted i verden, og sherrytomaterne fra Pachino er legendariske. En væsentlig eksport af landbrugsvarer er ved at blive stablet på benene, men selv de mest inkarnerede sicilianerne erkender, at manglende effektivitet, korruption og en forældet samfundsstruktur har ført til, at Sicilien slet ikke har udnyttet sit økonomiske potentiale. Det giver samtidig anledning til optimisme med henblik på fremtiden - nu skal det gå fremad. Og den menige sicilianer kan da også se samfundet blive rigere dag for dag, samtidig med at de traditionelle dårligdomme får mindre og mindre betydning.
Den nye velstand skyldes blandt andet den voksende turisme på især den østlige del af øen. Millioner af Nordeuropæere drager hvert år til øen for at få sol og for at opleve den italienske stemning. De lægger milliarder af kroner, men opdager sjældent det sande Sicilien uden for turistmekkaerne i Taormina og Naxos. Mod vest ligger der et muligvis et kolossalt turistpotentiale og venter, og når det sicilianske skolesystem får styrket sin undervisning i fremmedsprog, vil også den selvbevidste, men meget gæstfri sicilianske befolkning blive en væsentlig del af øens attraktioner. I dag er engelskkundskaber ud over 10 standardgloser sjældne, selv blandt ungdommen.
Selv om myndighederne på Sicilien - blandt andet støttet af EU-midler - yder en brav indsats for at bringe regionen ind i den moderne tid, er øen stadig relativ fattig - og domineret af småindustri, håndværk, familieejede butikker og små landbrug. Til gengæld har naturen, gastronomien og en traditionel livsstil med årtusindgamle rødder overlevet ret uspoleret. Det er med til at gøre Sicilien til en rejseoplevelse i særklasse - og har bevaret madkulturens høje kvalitet.
Den moderne sicilianer er livsnyder, madelsker og troende katolik, og kirkerne fyldes hver søndag formiddag - hvorefter interessen for mændenes vedkommende vender sig mod fodboldklubberne Palermo og Messinas ugentlige præstationer i "serie A".
Sicilianerne vender nu blikket mod omverdenen. De har opdaget det øvrige Europas fascination af regionens fantastiske madvarer, af kulturen og af den storslåede natur. De unge kvinde har også opdaget, at man ikke behøver isolere sig fra det offentlige liv, og de ønsker i samme grad som de unge mænd at realisere sig selv. Familien er stadig stærk, men individets egne behov er som andre steder ved at blive den idealiserede livsstil. Bagsiden af medaljen er en kraftigt faldende fødselsrate ligesom andre steder i Europa.
Den moderne sicilianske kultur i lige så lidt entydig, som den altid har været. Forlader du hovedstrøgene i Palermo og bevæger dig ind i de slidte sidegader, oplever du både sort-afrikansk og arabisk-marrokansk kultur. Nye indvandrere er kommet mere eller mindre legalt til øen, og de har udviklet deres egen sidegadekultur med en emotionel og medrivende musik, so man ikke hører mange andre steder i Europa.
Sicilien er stadig en smeltedigel ved Middelhavet. Derfor er der altid noget uopdaget, en voldsom kontrast og en stærk ægthed over Sicilien - træk, som ellers er forsvundet fra det gennemkontrollerede Europa. Det er måske de kulturelle adelsmærker, som står stærkest i ens bevidsthed, når man har besøgt den fascinerende ø, som nu iler ind i det 21. århundrede.
|
|
|
