Oplev Sicilien Business-2-business Presslounge
Oplev Sicilien
 Madkultur

 Opskrifter

 Rejs på Sicilien

 Kultur & Historie

 Natur & Landskab

 Sicilien i Danmark

 Nyheder

 Links

 Bøger

De fire årstider

Hvornår er Sicilien bedst? Hver gang, fristes man til at sige, men der er forskel på årstiderne og oplevelserne.


Vinter

Vinteren er mild, men i korte perioder også regnfuld. Ved kysterne kan du imidlertid opleve mange gode dage med temperaturer om eftermiddagen over 15 grader. Inde i landet er der koldere, og på de øverste bjergrygge kan der falde sne. Her forekommer der også nattefrost.

Det skønne ved den sicilianske vinter er, at den er så grøn. Den livgivende regn får græsset til at spire, og allerede i december blomstrer mandeltræerne.

Tag tøj med som til en dansk forårsdag - trøje, vindjakke og sko, som kan tåle vandpytter.


Forår

Allerede i marts når dagtemperaturen op på 20 grader, og efterhånden bliver der længere og længere mellem regnbygerne.

Næsten alt, hvad der kan blomstre, gør det. Landskabets frodighed er overvældende for os frosne nordboere, og appelsinerne er fuldmodne.

Først på foråret er en vindjakke stadig påkrævet det meste af døgnet, men i maj er der særdeles sommervarmt efter dansk målestok.


Sommer

Sommeren er hed og tør. Det er badesæson, for havet er behagelig varmt. Midt på dagen bliver luften som regel for varm - 30 grader er almindeligt - og det er tid til en skøn siesta.

I løbet af sommeren bliver landskabet mere og mere tørt, men samtidig bugner markerne, og du kan købe grøntsager fyldt med smag og frugter, der driver af solsødet saft.

I højlandet kan en jakke lune om natten, men ellers står den på sandaler, korte bukser og lette bluser.


Efterår

Måske den bedste årstid. Det er stadig lunt, men ikke for varmt. Eneste minus er den begyndende regntid.

Den får til gengæld landskabet til at grønnes i løbet af få uger, og endnu kan du nyde frugten af Siciliens gavmilde jorde - både på markederne og de gode restauranter.

En jakke om aftenen er nødvendig de fleste dage, men om dagen kan der først på efteråret være temmelig varmt, og der kan stadig bades.

© 2006