Oplev Sicilien Business-2-business Presslounge
Oplev Sicilien
 Madkultur

 Opskrifter

 Rejs på Sicilien

 Kultur & Historie

 Natur & Landskab

 Sicilien i Danmark

 Nyheder

 Links

 Bøger

Her kan du bo

Som turist på Sicilien har du i mange år kun kunnet vælge mellem forskellige hoteller, hvis ikke du som rygsæksturist har foretrukket vandrerhjem og campingspladser. Men de senere år er en helt ny opholdsform dukket op. Agriturismo kaldes det på italiensk - bondegårdsferie er det nærmeste, ikke helt dækkende ord på dansk. Ligeledes er der kommet langt flere bed and breakfast-steder med charme og rimelige priser. Her beskriver vi de fem muligheder for feriebolig på Middelhavets skønne ø.


Hoteller

Som charterturist vil du næsten altid blive installeret i et hotelværelse eller en hotellejlighed. Sidstnævnte udskiller sig ved at have køkken, og ved at der normalt ikke serveres morgenmad inklusive prisen.

Hotellerne overalt i Italien er inddelt i fem kvalitetskategorier, symboliseret med stjerner. Hotellerne er kontrolleret af myndighederne, så snydt bliver du stort set aldrig. Du får, hvad du betaler for, og på værelsesdøren skal du kunne kontrollere prisen for værelset (inklusive skat). Morgenmad koster altid ekstra, så hvis du vil have morgenmad, gør du opmærksom på det, når du lejer eller reserverer værelset.

De billigste hoteller går ofte under betegnelsen "locanda", hvor du har en seng, men ikke bad og andre af de faciliteter, man normalt sætter pris på. Godt du lidt op i kategori, kommer du til en "pensione" eller "albergo", ikke luksus, men for de fleste rejsende en tilpas kombination af fornuftig pris, faciliteter og behagelighed. Luksushoteller findes også, men de er ofte uden den særlige sicilianske charme.

Stjerner og priser er jo ikke alt. Når man er på rejse, vil man også gerne kunne indsnuse atmosfæren. I Palermo og langs turisternes østkyst finder man mange anonyme hoteller med international atmosfære. Lidt kølige, oftest velfungerende, men uden den charme, en turist elsker. For forretningsmanden kan det "sterile" hotel midt i Palermo imidlertid sagtens være den helt rigtige løsning, for her er han sikker på varme om vinteren og aircondition om sommeren; det får man ikke altid på de mere prisbillige, lokale opholdssteder.

Internet er en gave til mennesker, der elsker at rejse, og mange af de mest charmerende hoteller har nu fået en hjemmeside på Internet, hvor man kan se, hvordan de ser ud, er indrettet, hvad værelserne koster, og hvordan man reserverer.

Gå for eksempel ind på www.booking.com, vælg Sicilien (Sicily) og oplev, hvor mange charmerende hoteller, der findes i den skønne by Syrakus. Den fremgangsmåde kan absolut anbefales, for her kan du se fotodetaljer, læse anmeldelser fra tidligere gæster og foretage booking direkte.


Vandrerhjem

Her har du ikke det helt store udvalg på Sicilien, hvor der blot er en halv snes officielle og uofficielle vandrerhjem - blandt andet i Castroreale, Erice, Taormina, Nicolosi, Noto, Catania, Trapani og på øen Lipari. Dansk Vandrerlaug kan give en komplet oversigt over de officielle vandrerhjem inklusive priser.

Overnatning finder som regel sted i rum med plads til mellem 4 og 14 personer (kvinder og mænd for sig), og vandrerhjemmet udleverer sengetøj. Der er opholdsrum og fællesarealer, ligesom man kan melde sig til spisning morgen og aften. Midt på dagen er de fleste vandrerhjem lukket.

I højsæsonen kan det være svært at slippe ind på et vandrerhjem uden vandrerkort (fås hos Dansk Vandrerlaug), men uden for sæsonen er der næsten altid plads til de impulsive rejsende.


Campingpladser

Der er næsten 100 officielle campingpladser på Sicilien, men du skal ikke vælge camping-løsningen for at spare penge, for de fleste campingpladser er luksuriøse familiesteder med pool, butikker, legepladser osv. Enkelte billige pladser med kun de mest basale faciliteter kan dog stadig opdrives.

De fleste campingpladser er med andre ord den helt rigtige mulighed for familien, som elsker at leve under den varme sicilianske himmel, mærke aftenduftende og kunne få sol på kroppen dagen lang. Her er det også en fordel, at mange af dem befinder sig langs kysterne. Kun omkring vulkanen Etna er der gode indlandspladser.

I højsæsonen hen over sommeren har alle aktive campingpladser åben, men uden for sæsonen bør man foretage et telefonopkald på forhånd, hvis man på en improviseret sicilienrejse har bestemt sig for en bestemt plads. Mange af pladserne lukker, når turisterne rejser hjem.

Campingpas kan købes hos DCU i Danmark - så behøver man ikke spekulere mere på det - men også på de fleste campingpladser kan man købe et campingpas. DCU er også leveringsdygtig i oversigter over italienske campingpladser, så man kan reservere plads på forhånd. Men ellers kan det anbefales at kigge ind på websitet www.camping.it/english/sicilia.


Agriturismo

Denne nye opholdsform er hurtigt blevet populær, fordi man på en helt anden måde end med de traditionelle opholdsformer kommer tæt på det oprindelige Sicilien. Et dansk ord for agriturismo kunne være bondegårdsferie, men det er ikke helt dækkende, blandt andet fordi agriturismo dækker over en række meget forskellige boligformer. Et har de til fælles: man bor på landet, på steder, der som regel er forholdsvis uspolerede og oprindelige.

Nogle steder bor man ligeså luksuriøst som på et hotel, men mere hyggeligt, fordi det er ejerfamilien, der står for vedligeholdelse, madlavning og rengøring. Man kan få morgenmad, aftensmad eller bade i en pool. Store baglio´er (tillukkede gårde i arabisk stil) er ofte i denne kategori.

Andre steder bor man nærmest i værtsfamiliens værelser og kan få lov til at hjælpe til med høsten eller passe dyrene. Eller man kan komme ud at ride eller gå på jagt. Her minder det mere om en hjemlig bondegårdsferie.

Endelig er der også egentlige hytteopholdssteder på landet, ofte udlejet af en lokal jordejer. Her møder du kun sporadisk værtsfamilien, men du bor stadig lokalt med alle de uforglemmelige oplevelser og udfordrende sprogproblemer det kan give.

Ideen med agriturismo er, at man opholder sig i landlige omgivelser i en længere ferieperiode, men mange af stederne tager også mod enkeltovernatninger, og så minder det mere om bed and breakfast. Overgangen er glidende, men da agriturismo-stederne modsat andre boligformer tit ligger langt fra bus- og togruter, anbefales det at leje en bil.


Bed and breakfast

Ligesom herhjemme er bed and breakfast (b&b) en opholdsform i voldsom vækst - og nærmest fuldstændig uorganiseret. Du bor i et privat hjem. Måske er der kun et værelse, måske er der en halv snes. Det varierer. Og som navnet antyder får du også morgenmad, som ofte indtages i værtsfamiliens private stuer.

Sicilianske b&b-steder er kendetegnet ved særdeles renholdte (om ikke altid velholdte) værelser. Du får en enkelt- eller dobbeltseng stillet til rådighed, og der er fælles badeværelse for alle gæsterne. Nogle steder er der dog indrettet bad og toilet på værelserne.

Opholdsformen er billig, og hvis man finder det helt rigtige sted, også langt den mest hyggelige. Er værtsparret imødekommende, kan man ligefrem have svært ved igen at forlade stedet. De fleste b&b-værter ønsker at få oplyst opholdets længde ved ankomsten - i hvert fald i den travle sæson - men du kan vælge blot at opholde dig en enkelt nat.

B&b er en fin løsning, hvis du kommer uforberedt til en by. Gå ind på det lokale turistkontor og få en liste over b&b-steder. Gå på besøg hos den udvalgte vært, bed om at se et værelse, indsnus stemningen og gå igen med en god undskyldning, hvis ikke det ser ordentligt ud. Prøv så det næste sted på listen, så er det sikkert det helt rigtige - ellers nøjes du med en enkelt nat.

© 2006