Oplev Sicilien Business-2-business Presslounge
Oplev Sicilien
 Madkultur

 Opskrifter

 Rejs på Sicilien

 Kultur & Historie

 Natur & Landskab

 Sicilien i Danmark

 Nyheder

 Links

 Bøger

2006-12-07: P1-program får pris

Danmarks Radio´s Jørgen Johansen vinder en international journalistpris for ´Europaklip´-program fra Palermo i radioens P1.

En sommerudgave af programmet ´Europaklip´ på P1 blev den 7. december belønnet med en pris på Sicilien i Italien. Redaktør Jørgen Johansen fra DR Kultur har fået prisen med det lange navn Premio Giornalistico Internazionale ´Sicilia Madre Mediterranea´. Prisen bliver uddelt af Regione Siciliana, Siciliens hjemmestyre-regering. Journalister fra trykte og elektroniske medier verden over var indstillet til konkurrencens priser, og Jørgen Johansens udsendelse opnåede en fornem andenplads, mens førsteprisen gik til en journalist på det engelske BBC.

Jørgen Johansen får prisen for en udgave af ´Europaklip´, som han kaldte "Fra Palermos markedsgader til restaurationsbordet". En siciliansk byvandring fra Capo-markedet til familierestaurationen med de palermitanske specialiteter og med afstikkere til kirke, vinbar og beboelseskvarter.

I begrundelsen for at give Jørgen Johansen prisen hedder det blandt andet, at han får den "for den genialt simple idé om at gå en tur igennem Capo-markedet og derfra skildre fødevarerne, der præger hverdagen og den sicilianske kultur, samt for skildringen af Palermos fremtrædende monument, katedralen."

"Alt dette formede på original vis et billede af Sicilien," hedder det videre.

Jørgen Johansen er mangeårig DR-medarbejder, hvor han blandt andet er kendt fra udsendelser på P2 og P1, hvor han blandt andet hver uge står for programmet ´Europaklip´. Derudover skriver han om lyrik i Berlingske Tidende, ligesom han han udgivet en stribe bøger om kulturhistorie. De seneste er "Handel og vandel. En kulturhistorisk rejse mellem byer, borgere og billeder i Flandern og Nederlandene" (2002) og "Gyldendals bog om pilgrimme og pilgrimsrejser" (2005).

Politikens Thomas Harder har tidligere modtaget prisen for en artikelserie om de sicilianske kvinder, der producerer vin.

Yderligere oplysninger kan fås hos:
Jan Dohrmann
tlf. 35203014 / 28154396
mail: jado@dr.dk
DR Kommunikation

eller:
Christian Vaabensted
3333 8210 / 2673 1003
Publikum Kommunikation

© 2006